Grønbæk præstegård 250 år

                                              Hjertelig til lykke med din runde fødselsdag, Grønbæk præstegård .

Gennem 250 år har du ligget her. Solidt er du bygget. Din bygherre vidste, hvad der skulle til. Han skabte dig, så du kunne stå
gennem mange slægtled, så du kunne modstå vind og vejr, modstå brand og storm , modstå menneskers tryk.
Du er bygget til mennesker, stateligt. Du er bygget til to og til 100. Du er bygget til en familie. Du er bygget som et samlingssted
for folk og fæ.
Dine mure er tavse, men umælende fortæller de en historie. De fortæller, at du blev til i et menneskes tanke. De fortæller, at du
blev til for mennesker. De fortæller, at de har set mange mennesker gå ud og ind. De har set at der kom én, der bar sorg.
De har set lykkelige par, der så fremad mod et fælles liv. De har set unge sprælske pubertetsunger søge tro, famlende, usikre på sig
og deres fremtid. De har set forældrepar melde deres forældreskab, glæden i deres øjne over at have fået et barn.

Du har lagt stuer og have til unges sang, børn, samtale og leg. Du har taget imod forældre, der lyttede til vise og store ord. . Du har
åbnet dørene, så børn kunne høre deres dåbsfortælling. Musikken sidder i dine vægge. Huse omkring dig er bygget og er faldet igen.
Marker er pløjet, harvet, tilsået og høstet. Stier er blevet til vognspor. Vognspor er blevet til veje. Det stille liv omkring dig er blevet
hektisk. Lyden af fuglesang overtones af biler og traktorers larm. Asfalten bærer tunge maskiner. Bilmotorers snurren og dækkenes
rullen på vejene er blevet din lydkulisse. Stilheden er blevet en mangelvare. Kun i nattens mørke får du søvn. Dine mure er tykke.
De dækker af for larmen. Dog gennem vinduessprækker og døråbninger trænger lydene ind. . Hvor er stilheden henne? Inde
bag dine mure er der tænkt mange tanker, store og små imellem hinanden. Inden for dine mure er der avlet og født. . Inden for
dine mure er der taget afsked. Kærligheden er levet ud og levet ind i mennesker. Inden for dine mure er der drukket mangen kop
kaffe. Der er ført dybe og vidtløftige samtaler. Der er tænkt ord til mennesker, der skulle høres i kirken, trøste og opmuntre. I samtale
er mennesker kommet tættere på hinanden.
Statelig ligger du midt i Grønbæk by. Uden dig ville byen være fattig. Du pryder byen med din enkelhed og storhed . Du taler til
mennesker, der kommer forbi. Du beundres og beskues. Mennesker står stille og ser på dig. Lindetræer og kastanietræer har
fulgt dig gennem alle årene. I lever med hinanden. Ingen af jer vil give sig. Kirken vender sit ansigt imod dig. I hører sammen, som
I hører sammen med mennesker. Hvis ikke der var mennesker, der ville jer, var I ikke. Hvis ikke der var nogen, som gik ind og ud
af jeres døre, var I ikke. I er noget fordi mennesker vil jer.. Uden mennesker er jeres statelighed en falmet storhed.
Står du her endnu om 250 år?. Ingen ved det. Du har styrken til det. Dit fundament bærer dig. Solidt er du plantet i Danmarks jord.
Du har din helt egen historie. Den kan ingen tage fra dig. Murene kan falde , men din historie vil blive bevaret . Den vil blive fortalt.
Det kan du være sikker på. Men lad det aldrig bare blive en fortidshistorie, der bliver fortalt. Lad det blive en levende historie, der
hver dag føjer en ny historie til.
Grønbæk er stolt af dig, men Grønbæk har også brug for dig. Ikke som et museum, der kan beskues. Men et hjem, et hus, et sted,
hvor mennesker, levende mennesker går ud og ind. Hvor der grædes og lees. Hvor der elskes og siges stærke ord. Hvor den stille
samtale kan finde sted. Hvor de tykke mure,kan holde på en hemmelighed. Hvor tavsheden er mulig, når ord deles i fortrolighed.
14 slægter har du rummet, siden du blev bygget . 14 præstefamilier har du huset. Tusindvis, titusindvis af mennesker har du åbnet
dine døre for. Vel er der pillet ved dit udseende. Indvendig og udvendig har du fulgt hver eneste generations behov. Du er ikke bare
gammel dame. Du har fået ny frisure. Dine rynker kan ikke ses. Din hud er frisk som i dine ungdoms dage . Dit blod bliver iltet hver dag
Dit hjerte slår med fornyet kraft. Din varme henter du fra moderne anlæg. Din forbindelse til verden går gennem tråde og antenner.
Selv en trådløs verden har du lukket ind. Du synker ikke hen i fortids lukkede verden. Du er åben udad mod verden. Det er din eksistensberettigelse.
Du lukker folk inden for. Mennesker er åndedrættet i din krop. Du er sten, mure, gamle sten og gamle mure. Men du er også mennesker, levende
mennesker. Du ligger her smukt. Din skønhed hører sammen med dit liv. Kun ved brug bevarer du friskheden. Så længe der er liv, vil du lægge mure
til. Mure til det liv, der skal udfoldes i Grønbæk, i kirke og i sogn, blandt mennesker, der glædes ved dig, og som vil gøre brug af dig.

                                                                          Til lykke med fødselsdagen,
                                                                           Grønbæk præstegård!
                                                                           Du har stået i 250 år.
                                                                           Du er en hyldest værd.
                                                                           Hjertelig til lykke!

Knud Ove Mandrup.                                                                                                                                            Til forside