PRAMDRAGERBYEN ANS OG GUDENÅEN

Gudenåen udspringer i Tinnet Krat ved Tørring, iøvrigt samme sted som Karup Å. Fra udspringet
 flyder den stille og roligt gennem den lange og brede ådal til Randers ialt 158 km. Ådalen er  dannet
da isen smeltede for mange tusind år siden og  var dengang en rivende flodstrøm , der fyldte hele
bredden i Ådalen, og fortsatte sådan sin vej med udløb i Limfjorden. Først senere, da den fik sin
nuværende form med væsentlig mindre vandmængder, drejede den af ved Tange og fortsatte
derefter til Randers.
Åen har gennem flere hundrde år spillet en væsentlig rolle som færdselsåre og nævnes allerede i
1200 tallet i Ømklosterkrøniken. Man fragtede dengang byggematerialer fra Randers til Mossø via
 vandvejen, og det må  jo nødvendigvis være ad Gudenåen.
Cisterciensermunkene , som kom  fra Tvilum, byggede Øm Kloster på en lille landtange mellem Mossø
og Gudensø, så de til alle sider var omgivet af moser og vand  . De boede i Øm til 1550, et godt
stykke tid efter reformationen, hvorefter klostret blev nedlagt.
Gudenåen var ikke umidelbart klar til pramfart, idet der var adskillige store stengrunde. Desuden var
åle-og laksegårdene vanskelige at passere. De første tiltag til at forbedre sejlforholdene skete under
Kristian den 6. i 1736, foranlediget af Danneskjold Samsø og admiral Suhm.
De sendte to mand til Jylland med ordre om at undersøge  og kortlægge åens muligheder for sejllads
med de store mængder ege- og bøgetømmer fra Silkeborgskovene. til Randers.
De to mand afleverede godt nok en rapport, men den blev af en eller anden grund skrinlagt og dukkede
først op igen  efter 41 års forløb.
Man tog den da op igen, men opgav projektet ligesom det tidligere  skete i 1736.
Vi skal frem til 1799, hvor Frederik den 6. rejste spørgsmålet og overdrog projektarbejdet til ingeniør
F. Broch, som havde erfaring fra lignende opgaver.
I mellemtiden havde justitsråd og borgmester Carø i Randers dannet et havneudvalg, der anskaffede en
muddermaskine til oprensning af indsejlingen i Randers Fjord, og gjorde dermed havneindløbet sejlbart
 i 1786. Kongen gav i 1787 stiftamtmand Guldberg ordre til at fortsætte arbejdet med at fjerne de store
stenssætninger og grunde. Carø fortsatte sideløbende med forbedring af sejlforholdene i Randers Fjord
og fuldførte en nødhavn i Udbyhøj med plads til 20 både . I 1794 erhvervede Henrik Muhle Hoff
hovedgården i Silkeborg. Det var hans yndlingsidè  " at gør Guden Å prambar, og få en lille ladeplads
 i Silkeborg ".  I år 1800 begyndte oprensningen  af Gudenåen vest for Randers og Broch foreslog at
anlægge en træksti til Silkeborg og en større ladeplads i  Ans, men af uafklarede grunde gik projektet i stå.
I 1804 købte generalkrigskommisær Ingerslev til Ruggård, Silkeborg med tilhørende skove. Han kom med
en plan om at grave en kanal mellem Silkeborg og Århus, men denne plan blev kasseret af kanalkommisionen.
Det tog dog ikke modet fra Ingerslev, som henvendte sig til Carø med opfordring til at  bygge 20 små pramme,
som skulle kunne laste 30-40 tønder korn. Planen blev afvist af Carø, som hævdede at mandskabet ville blive
for dyrt. I stedet foreslog han at bygge pramme i  24-26 alens længde, som skulle kunne sejle helt til Silkeborg
med nogle rimelige omkostninger.
Ingerslev skaffede et lån på 100.000 rigsdaler fra Rentekammeret, så nu kunne arbejdet  endelig påbegyndes
og efter mange genvordigheder godkendes i 1809. Der var da gået 63 år siden den første plan kom frem.

De følgende år skete der ikke særlig meget. Det var først da Drewsen byggede Silkeborg Papirfabrik i midten
af 1800 tallet, at der rigtig kom gang i pramfarten med denne store kunde. Fra 1860 -1880 havde pramfarten
sin storhedstid med 120 pramme i daglig drift. Forinden havde Anders Finderup anlagt en ladeplads i Ans,
en herom berettes  andetsteds.

                                                


Nu gik prammene i fast rutefart fra Randers  til Silkeborg, hvor de det første stykke til Bjerringbro blev trukket
af 3-4 lejemænd iført seler. Lejemændene blev forhyret på havnen i Randers til en pris af  3-4 rigsdaler for en tur.
Når de nåede Bjerringbro måtte de gå tilbage den lange vej til Randers  for at vente på en ny hyre.
Lejemændene havde et meget dårligt ry og var ildesete blandt bønderne langs Gudenåen. De var lasede, beskidte
og fordrukne. De kunne finde på at vælte høstakke i åen med træklinen, ødelægge fiskeredskaber, og søgte mange
gange ly for natten i lader ogt udhuse på gårdene uden at få tilladelse. Når vejret var til det overnattede de på engen
ved et bål, hvor de stegte stjålne høns og larmede desuden i deres fuldskab.
Det var ikke mærkeligt, at bønderne hadede dem. Lejemændene var datidens frivillige slaver, som gik for en ussel
løn og måtte virkelig lægge sig i selen op mod strømmen. Måske sang de følgende vers:
                                                                  
                                                                    Hal til, læg i, hold selen stram.
                                                                    Strømmen maler, tung er vor pram.
                                                                    Hal huden i laser, læg efter mig.
                                                                    Glo på min røv, den griner af dig .

Fra Bjerringbro blev modstrømmen så stærk, at der måtte 2-3 heste til at trække prammen. Hestene blev behandlet
betydeligt bedre end lejemændene. Hvis en lejemand døde, betød det ikke så meget, man kunne jo nemt og gratis få
en ny, men hvis en hest døde af udmattelse var det et økonomisk tab. Hestene havde egen kusk, som tit kun var en
stor knægt til en billig løn.


På prammen stod skipperen ved roret, mens en såkaldt kågmand stagede for at drive prammen frem og holde den på
ret kurs. Prammens ræling var så bred, at kågmanden kunne gå tilbage ved stagningen, og derefter løbe frem til stævnen
og begynde en ny stagning. Ved svingninger af åen var der anbragt en såkaldt "swåtmand". Det var en sorttjæret
egetræsstolpe, som man kunne lægge linen fra båden om og derved få et sidetræk ved svingninger af åen.


Når man havde skiftet fra lejemænd til heste, kunne den stride vej mod strømmen begynde, men inden det
første bedested måtte kågen passere et par farlige steder, nemlig lille og store Sovnings Bæk . Så kom man til
Hvilested Kro, hvor hestene skulle hvile i halvanden time. Lige før denne kro måtte pramskipperen være forsigtig, først
ved "Helvedes Port" og derefter ved " Den røde Tyr. Det var kæmpestore sten, som lå lige under vandoverfladen,
og det kunne betyde totalforlis at ramme dem. Når "den røde Tyr" var passeret kom man til Ans Ladeplads, hvor der var
et vældigt liv.  Ladepladsen fungerede som centralstation for udveksling af varer mellem Randers og Vestjylland.
Her stod i snesevise af tørvestakke, som skulle fragtes til Randers, hvor skipperne solgte dem til byens bagere og købmænd.
Prammen blev så lastet med kolonialvarer, tømmer og byggematerialer og trukket til Ans, hvor varerne blev sendt videre over
Thorning ogVinderslev til det sydlige Viborg Amt og Vestjylland.
Mange af pramkarlene og nogle af lejemændene boede i Ans, og de gik ikke af vejen for at drikke nogle gode snapse
på Ans Kro, når de havde fået hyren udbetalt. De var hårde både med næverne og med munden, men afgjorde altid
et mellemværende uden at ulejlige øvrigheden.  Hvis det ikke lige var belejligt med et slagsmål her og nu, kunne det
godt vente til det næste Ans marked, hvor det som regel gik hårdt til.
Lejesvendene kunne være slemme. Måske var det præsten i Grønbæk, der i sin søndagsprædiken havde talt om hvor
fæl og uhyggelig djævelen var og sagde:" Han er lige så slem som en lejemand."            

Artiklen har tidligere været tryk i " brudstykker fra Blicheregnen ."
Vagn Knudsen.

Til forside